Niels Nielsen

1810-1876

Elsted

En bonde og hans slægt

på Århusegnen

Niels Nielsen er

Far til        Niels Hansen Nielsen, Elsted

Farfar til      Anna Nielsen, gift Straarup

Oldefar til                  Jens Straarup

Tip-oldefar til                Anders Straarup

Tip-tip-oldefar til                       Eigil og Dan Straarup

Niels Nielsen var en karakteristisk dansk bonde på den måde, at så langt arbejdet rækker bagud i slægten, er det gårdejere, fæstebønder, gårdmænd – altså en solid dansk bondeslægt.

Sognefogeder, lægdsmænd, skolepatroner, dannebrogsmænd er der en del af. Tillidshverv til en agtværdig bonde kunne afspejle sig på denne måde.

Desuden blev slægten boende i egnen omkring Vejlby-Elsted-Elev-Egå, så vi i et ret afgrænset geografisk område har en stor del af familien samlet.

Bogen her vil tage udgangspunkt i Niels Nielsen og behandle hans forældre, søskende og hans eget ægteskab. Hans børn er kort omtalt.

Anetavler og familietavler vil supplere denne beskrivelse, som i vidt omfang også inddrager lokalhistorien og kulturhistorien, så den på denne måde bliver vores families ”Danmarkshistorie”.

Randers

Marts 2008

Karen Greve Straarup, gift med Anders Straarup

1. del:

Niels Nielsen, 1810-1876

født 13. sep. 1810 i Vejlby – død 9. maj 1876 i Elsted.

Søn af Birthe Laursdatter og Niels Sørensen, Vejlby.

Bag på billedet har Oldemor – Anna Nielsen skrevet: Min farfar – gårdejer, Niels Nielsen, Elsted.                                  

Niels Nielsen blev født ind i en familie der på mange måder var typisk for en 1800-tals gårdmandsfamilie.

Familien boede på en gård i Vejlby sogn, Hasle Herred.

Med årene fik familien en blandet børneflok, for en enke eller enkemand giftede sig hurtigt igen efter at være blevet alene. Det var en nødvendighed for arbejdsfællesskabet at familien var intakt. Derfor ses disse aldersmæssigt skæve familier, hvor en ældre enke giftede sig med en forholdsvis ung mand, hvorefter han efter nogle år giftede sig med en ganske ung pige. Det skete også i denne familie.

Niels Nielsen oplevede som 5-årig at miste sin far. Selv kunne han vel ikke huske det, og alt tyder da også på at moderens nye mand, Niels Nielsen Bomholt, tog sig godt af sine nye stedbørn. De voksede op på gården i Vejlby, sandsynligvis matr nr 33, senere Nyholm. Gården lå dengang inde i Vejlby tæt på en del andre gårde.

Moderen giftede sig hurtigt igen, og der kom halvsøskende, 4 i alt, hvoraf 2 blev voksne.

Niels Nielsen kunne tidligt indse, at det nok ikke blev ham der skulle arve gården.

Han var en dygtig ung mand, hvad skudsmålet ved hans konfirmation viser, ligesom en bemærkning i kirkebogen, da han mange år senere tog til Elsted, hvor præsten skrev at han forlod Vejlby sogn med et særdeles godt skudsmål.

Niels Nielsen Bomholt havde åbenbart ikke så travlt med at få sine stedbørn gift. Ved folketællingerne 1834, 1840 og 1845 var Niels Nielsen hjemme og var jo efterhånden ved at være en halvgammel ”karl”.

Men i foråret 1845 var Niels Nielsen (34 år, stadig hjemme hos stedfaderen) måske selv ved at blive utålmodig. Moderen Birthe Laursdatter var død for kort tid siden, og de fleste af de andre søskende var gift og godt i vej, som man sagde. De sad rundt omkring på gårde i Vejlby.

Men der var stadig yngre stedsøskende, så Niels Nielsen havde vel nu kig på en gård med en ugift datter eller muligvis en enke. Han har sikkert gjort sig de tanker, at der kunne være en chance for at gifte sig med en enke nu, da han selv var 34 år.

Hvordan han fandt vej til en pige i et andet sogn, - ja, det må man indtil videre gætte på, men i hvert fald tog han i foråret 1845 til Elsted sogn. Præsten skrev i kirkebogen at han havde købt en gård i Elsted. Måske forholdt det sig sådan at han medbragte en pæn arv til gården, så det kunne synes som om han købte den, men han giftede sig også med datteren.

Datteren var ung, kun 20 år da de blev gift.

Mette Marie Hansdatter hed hun, og hendes far, Hans Andersen var afgået ved døden 1½ år før, så der manglede meget en mand på gården i Elsted. Det havde Niels måske set.

Moderen Maren Sørensdatter, havde siden sin mands død selv styret Toftegård. Hun kunne sikkert godt holde et pænt bryllup for sin datter, og bryllup blev der den 27. juni 1845 i Elsted kirke.

To gamle slægter blev hermed bragt sammen, og Niels Nielsen blev gårdmand i Elsted på matr nr 14, gården kom senere til at hedde Toftegård. Den lå (og ligger stadig) inde midt i Elsted, Elsted Kirkevej 14, i ganske kort afstand fra kirken,

Da gårdene i Elsted blev udskiftet, lavede man en stjerneudskiftning. Det betød at en hel del af gårdene kunne blive liggende inde i byen, fordi deres jord blev fordelt i vifteform, som en stjerne ud fra landsbyens midte.

Ved udskiftningen var gårdene lige store. Det ser ud til at Toftegård i 1845 var på 68 tdr land, - på den tid en pæn stor gård. De nuværende bygninger er ikke fra Niels Nielsens tid. Stuehuset er fra 1910 og udhusene fra 1890.

Toftegårds placering er den klassiske: Tæt ved gadekæret og kirken. Omkring gadekæret var der et areal med fællesjord – Forten. Her mødtes bymændene, når der skulle tages beslutninger i landsbyen, men i Niels Nielsens tid var det blevet afløst af sognerådet.

Selv om stavnsbåndet blev ophævet i 1788, tog det alligevel hen ved 100 år, før bønderne for alvor var frie og uafhængige. I denne proces spillede andelsbevægelsen en betydelig rolle. Ved at slutte sig sammen, kunne bønderne skabe grundlag for et moderne og rentabelt landbrug. Niels Nielsen kom til at opleve begyndelsen af de store ændringer i landbruget. Det passer også sammen med at der i 1890 kunne være råd til at bygge nye bygninger til Toftegård. Gården blev ikke flyttet ved denne lejlighed. Sådan som gården ligger, er det rimeligt at antage, at der har ligget en gård på dette sted siden middelalderen og måske endnu længere tilbage.

På kortudsnittet ses Elsted by med kirke og de gårde, der er tilbage. Elsted er nu næsten vokset sammen med Århus. Den røde prik markerer, hvor Toftegården ligger.

(Kortet er fra Ejendomsfakta 2007)

Toftegård – billedet er taget mange år efter Niels Nielsens død.

Her på denne gård blev Anna Nielsen, gift Straarup født i 1890.

Men ikke engang i 1890 så alle bygningerne sådan ud. Desværre er det endnu ikke lykkedes at finde et gammelt billede af gården. Men må formode at bygningerne har lignet stald og lade som ses til højre i billedet.

Udbygningerne er netop fra 1890, og stuehuset er fra 1910, bygget næsten samtidig som Frydensborg, som det da også stilmæssigt minder om.

Ganske kort oversigt over Toftegårds historie i familien:

Første navngivne gårdfæster er:

-         Jens Sørensen ~ Elin Hansdatter, gift i Elsted kirke 1747.

-         Deres søn: Søren Jensen ~ Margrete Marie Nielsdatter, gift i Hjortshøj kirke 1788.

-         Deres datter: Maren Sørensdatter ~ Hans Andersen, gift i Elsted kirke i 1824.

-         Deres datter: Mette Marie Hansdatter ~ Niels Nielsen, gift i Elsted kirke 1845.

-         Deres søn: Niels Hansen Nielsen ~ Maren Pedersen Kjær, gift ca. 1856 i Lisbjerg.

Efter Niels Hansen Nielsens død i 1900, blev gården

solgt ud af slægten, måske omkring år 1905.

Han var far til Anna Nielsen ~ Anders Simonsen Straarup.

Men tilbage til Niels Nielsen og Mette Marie i 1845:

Efter deres bryllup blev det hurtigt hverdag igen. Mette Maries mor og 2 yngre søskende blev boende hos dem. Det var uden tvivl en del af kontrakten, at de skulle blive på gården. For moderens vedkommende med betingelser om en anstændig begravelse, og for de 2 søskende var der sikkert betingelser vedrørende medgift og bryllup for datteren.

Hvad angår børnefødsler blev Mette Marie og Niels Nielsens ægteskab lidt atypisk. 5 år efter brylluppet havde de stadig ingen børn. Mette Maries mor var død, men hendes 2 søskende var der stadig, de var nu 17 og 20 år gamle.

Det kunne tyde på at Mette Marie og Niels Nielsen tog opgaven med at sørge for de efterlevende søskende ganske alvorligt. Søsteren Inger Marie blev gift i 1855, mens broderen Anders først blev gift i 1863.

Endelig i 1854, efter 9 års ægteskab, fik de sønnen Niels Hansen Nielsen. I løbet af de næste 8 år blev de 2 yngre søstre, Birthe Marie og Maren og broderen Søren Peder født, og så blev familien ikke større. Heri adskiller de sig fra de fleste familier, hvor der blev født mange børn, men ikke alle børn blev voksne, og moderen døde ofte i forbindelse med en barsel. Så vidt det har kunnet konstateres i kirkebøgerne, blev de alle voksne. Den yngste søn Søren Peder er dog ikke udforsket efter sin konfirmation i 1777. Da var hans far død, og han boede hos sin storebror Niels Hansen Nielsen.

Niels Nielsen blev enkemand i 1865, da havde han stadig små børn, men han giftede sig aldrig igen.

Niels Nielsen fik efterhånden tillidshverv i sognet: Sognefoged, fattigforstander m.m.

Fattigforstander:

Fattigforstanderens opgave var at fordele fattigkassens midler til de mest trængende, og det var også hans opgave at fordele de personer der skulle på ”omgang” i sognet, dvs. beboere på fattiggården fik bestemte gårde, hvor de på udvalgte ugedage mødte op om morgenen, fik kost og arbejdede som de nu kunne.

Fra 1803 havde man fået en slags orden på fattigvæsnet, og hver kommune fik pligt til at forsørge de trængende. Til dækning af udgifterne, blev borgerne pålagt en særlig fattigskat.
Fattigforstanderen skulle sørge for det praktiske arbejde med at føre fattigkommissionens beslutninger ud i livet og føre tilsyn med forholdene i fattighuset.

På landet havde man ofte forskellige ordninger i stedet for et egentligt fattighus eller fattiggård. Men i 1834 var der i hvert fald et fattighus i Elsted, der boede 13 personer, heriblandt en ”stodderkonge”.

I 1853 var Niels Nielsen som sognefoged med til at behandle en sag om fattighuset, som da beskrives som uforsvarligt at benytte som menneskebolig. Uden den helt store diskussion ser det ud til, at man i Sogneforstanderskabet tog ansvaret på sig og sørgede for at forbedre forholdene.

Sognefoged:

En sognefoged var helt indtil kommunalreformen i 1970 en person, udpeget af amtmanden som var autoriseret til at udøve en begrænset politimyndighed.

Som sognefoged har Niels Nielsen været med til at behandle små og store sager. Af de store kan nævnes at sognefogeden som regel var en aktiv drivkraft i andelsbevægelsen.

Fra Elsted sogneforstanderskabs mødeprotokol ses eksempler på sager.

I 1853 blev der konstateret et tilfælde af kolera, og her var det Niels Nielsens opgave som sognefoged at påse, at sognets beboere overholdt de påbud der blev givet. Det var f.eks. at folk ikke måtte forsamles til dans, der måtte ikke drikkes alkohol, og alle åbne møddinghuller o. lign. skulle straks dækkes eller skaffes afløb.

Igen i 1866 var der tilfælde af kolera, og Niels Nielsen og 2 andre medlemmer af Sogneforstanderskabet fik da til opgave at fungere som en slags lokalt sundhedspoliti i kampen for at forhindre en epidemi.

I 1854 får de en sag vedrørende børnenes skolesti fra Lystrup til Elsted skole. En af de mindre sager, vil man sige, men der kan sagtens have været mange følelser indblandet.

I 1863 nåede Niels Nielsen måske sit højdepunkt som sognefoged. Da blev han udpeget enstemmigt som kommunens repræsentant ved et valgmandsmøde i Randers den 20. juni vedrørende det forestående landstingsvalg. Fra andre kilder er det afgjort en stor æresbevisning at være den fra sognet, der får indflydelse på hvem der skal i Landstinget.

Det var et hædersbevis og en stor tillidserklæring at give ham.

Næste år, i 1864 var der igen en lille sag: Da blev følgende bevilget fra fattigkassen: Til Peder Nielsens syge kone: 2 skæpper rug og 4 skæpper byg. Til fattig-Trine: 1 rigsdaler til brændsel. Kirsten Hjulmand: 2 rigsdaler til brændsel.

Sådanne (mindre) bevillinger kunne somme tider forlænge møderne til langt ud på aftenen, fordi der var stor uenighed om at yde hjælp til syge og fattige.

I 1864 var Niels Nielsen også med til at bevilge en virkelig fremadrettet hjælp. En fattig skrædderkone med mange børn fik bevilget 50 rigsdaler til at kunne uddanne sig til jordemoder på Den Kongelige Fødselsstiftelse. På den måde ville hun blive i stand til selv at være med til at forsørge den store børneflok.

Senere på året, i august 1864 fik Elsted sogn 454 rigsdaler i erstatning for de skader de tyske tropper forårsagede ved deres tilstedeværelse i 1849. Da kommunen havde en del gæld netop på grund af de særlige forhold i 1848 og 1849, besluttede man meget fornuftigt at anvende hovedparten af erstatningen til dækning af gælden.

I 1865 blev Niels Nielsen valgt som formand for Sogneforstanderskabet, det var han indtil 1868. I 1868 trak han sig ud af Sogneforstanderskabet, men beholdt stadig sognefogedposten.

I 1867 kom Niels Nielsen til at opleve Estrups nye lov om styrelse af kommunerne. Benævnelsen ”Sogneforstanderskab”, der havde eksisteret siden 1842 blev ændret til ”Sogneråd”.

Den 27. september 1867 skal der i den anledning findes en skrivelse om mandtalslister til skatteopkrævning. Den er underskrevet af Niels Nielsen, lærer Kofod og C Nielsen (må være gårdejer, Christian Nielsen, Lystrup).

Bekendtgørelsen ville ske søndagen efter ved kirkestævne.

Fra 1873 til 1924 havde sognefogeden endvidere til opgave at føre tyendeprotokollen. Heri blev alle tjenestefolk registreret, når de flyttede til eller fra sognet. Samtidig påtegnede han den pågældende skudsmålsbog. Før 1873 blev denne funktion varetaget af sognepræsten.

Desuden førte sognefogeden tilsyn med sognets veje, og han havde flere af den type opgaver. Hvervet var ulønnet indtil slutningen af 1700-tallet, men som kompensation var sognefogeden fritaget for nogle fællesopgaver og afgifter.

Sognefogeden må ikke forveksles med sognerådsformanden, (men Niels Nielsen var også sognerådsformand et par perioder)

Med Forordning om Skudsmaalbøgers Indførelse for Tjenestetyender af 5. september1832 blev det bestemt, at alle tjenestefolk skulle have en skudsmålsbog. Det var en lille fortrykt bog, hvori mange forskellige oplysninger kunne indføres.

Første indførsel var ofte konfirmationen. Derefter kunne der komme oplysninger om vaccination, påtegning ved flytning til et andet sogn og vidnesbyrd fra husbonden.

Ved flytning fra et sogn til et andet skulle skudsmålsbogen forelægges for sognepræsten i begge sogne. Han påtegnede den og førte flytningen ind i kirkebogen i til- og afgangslisterne. Efter 1873 overgik denne funktion til sognefogeden, der førte flytningen ind i tyendeprotokollen.

Loven krævede, at alle der søgte arbejde udenfor deres fødesogn, skulle have en skudsmålsbog. En person, der mistede sin skudsmålsbog, kunne derfor straffes for det. Under en ansættelse blev skudsmålsbogen opbevaret af husbonden. Dermed var det umuligt for den ansatte, at forlade pladsen i utide.

I 1867 var det blevet forbudt, at husbonden skrev andet end tjenestetidens varighed i skudsmålsbogen. Ordningen med skudsmålsbøger blev først ophævet i 1921. Samtidig blev husbondens revselsesret ophævet.

Derudover havde sognefogeden mange opgaver der fulgte med i kølvandet: At være forlover, når forældrene til brudepar ikke kunne møde, eller ikke levede mere, at være fadder til en mængde børn, og ikke mindst at være foregangsmand på en række områder, sørge for udbredelsen af informationer fra regeringen og kongen og være et godt eksempel for sognets beboere. Det er ifølge Folkemindesamlingen sandsynliggjort, at man ikke i et sogn ville acceptere en sognefoged, der ikke var et ordentligt menneske.

Niels Nielsen blev på sine poster ret længe. Først da han var en gammel mand frasagde han sig sognefogedposten, og fattigforstander blev han ved med at være til sin død.

En del af de ovenfor nævnte reformer oplevede Niels Nielsen.

I 1865 døde hans kone Mette Marie Hansdatter. De fik altså 20 år sammen, og 4 børn blev der født.

Sønnen Niels Hansen Nielsen var klar til at overtage gården og havde måske allerede gjort det i praksis inden faderens død, men ved sin død blev Niels Nielsen kaldt gårdejer. Forklaringen kan være, at han ønskede at være herre i huset så længe hans yngste søn, Søren Peder var ukonfirmeret.

Niels Nielsen døde på Toftegård i Elsted i 1876, 66 år gammel.

Elsted – Toftegård:

Dette er en lidt skematisk gengivelse af Elsteds matrikelkort fra 1800. Toftegård har nr. 14, og det ses tydeligt, hvordan gården ligger inde i byen tæt ved kirken, og jorden i en kile ud derfra.

Herunder ses Toftegård på et historisk kort fra omkring 1850.

Nogle få gårde var da flyttet ud.

Her ses det også, at Elsted var en meget lille landsby.

2. del:

Niels Nielsens forældre

Birthe Laursdatter og Niels Sørensen (og Birthes anden mand Niels Nielsen Bomholt)

var gårdmandsfolk i Vejlby, og dermed flytter beskrivelsen for en tid til Vejlby sogn, Hasle herred, - det område vi nu kender som Vejlby-Risskov ved Århus.

Begge Niels Nielsens forældre var født i Vejlby sogn. De var ganske jævnaldrende, kun 3 års forskel var der. Begge forældre bliver beskrevet i dette afsnit.

Faderen, Niels  Sørensen var født i Vejlby i 1775 som søn af en gårdmand i Vejlby, en agtværdig familie, som spores tilbage i landsbyens historie.

Niels var ældste søn af en søskendeflok på 4. De øvrige søskende var piger, og de 2 lige efter Niels døde som ganske små.

Den yngste søster Kiersten fik fødegården sammen med sin mand.  

Om det var bestemt på forhånd, eller tilfældighederne førte til den fordeling vides ikke, men Niels kom ikke til at lide nød.

Meget tyder på at han giftede sig til en gård i Vejlby allerede i år 1800. Da giftede han sig nemlig med en meget ældre enke, Kirsten Rasmusdatter (Bomholt). Hun var blevet enke, havde 4 børn og en gård. Som det senere skal vise sig, var disse gårdmandsfamilier vældig gode til at sikre sig gårdene ved at arrangere ægteskaber mellem slægtninge på kryds og tværs. Det havde denne familie et særligt talent for. Det kan efterhånden være svært at udrede trådene i slægtskabet.

Gårdene i Vejlby lå endnu inde i landsbyen, så de har også kendt hinanden særdeles godt.

Kirsten var 44 år da hun giftede sig med Niels Sørensen på 25 år. Det blev et meget kort ægteskab, idet Kirsten Rasmusdatter døde allerede et halvt år efter. I skiftet efter hendes død, nævnes alle fire børn. De giftede sig alle til hver sin gård i området og videreførte dermed reglen om at slægten beholdt gårdene så vidt muligt.

Kirsten døde i januar 1801, og allerede 7. marts giftede Niels Sørensen sig med Birthe Laursdatter, fra matr. Nr. 34, den nuværende Vejlby Østergaard. Det var Birthe Laursdatter der blev mor til Niels Nielsen.

Birthes forældre var: Laurs Nielsen Abild og Maren Eskildsdatter. De omtales særskilt i Del 3.

Birthe var næstældste barn i en sammenbragt søskendeflok på seks og fra en af de familier der kendes langt tilbage i Vejlby. Begge hendes forældres familier fyldte meget i Vejlby.

Her ses et billede af gården Nyholm fra 1964, hvor Grenåvej og Vejlbygade gik meget tæt på gården, som ligger yderst til højre i billedet.

Nedrevet 1971.

Nyholm havde været selvejergård siden 1492.

Niels Sørensen og Birthe Laursdatter ejede Nyholm.

Den var nabogård til hendes fødegård, Vejlby Østergård.

Den smukke kirke i Vejlby har dannet ramme om mange af familiens mærkedage i flere hundrede år. Kirken er næsten også den eneste bygning i Vejlby, der er forholdsvis uforandret.

Billedet her er taget langt senere, - i 1949.

Forud for brylluppet mødte begges fædre op i præstegården og bestilte lysning og ægteskab for de to unge, sådan som det var skik. Birthe var 23 år, Niels var 26.

Brylluppet blev holdt i Vejlby Kirke den 7. marts 1801.

Laurs Nielsen Abild var stadig kun 51 år og kunne sikkert godt holde et af de traditionsrige bryllupper i Vejlby kirke for sin datter, Birthe.

Brudgommen, Niels Sørensen har sikkert glædet sig ekstra meget. Efter et ægteskab med en meget ældre kvinde, skulle han nu giftes med en jævnaldrende pige fra en god familie i byen, - og et gæt kan være at det også var den pige han holdt af og havde ventet på.

Hvis det var sådan et stort bondebryllup, festede de i mindst 3 dage, og hele landsbyen var på en eller anden måde involveret. Nu var de jo også i familie med hinanden næsten alle sammen, så der har været noget ganske særligt over de fester.

I løbet af 1700-tallet var løssluppenheden ved fester taget så meget til, at sognefogederne i 1791 blev instrueret i reglerne for f.eks. bryllup:

”Ved almindelig samkvem: Bryllup, begravelse, gilder og lignende, overflod og overdådighed må ikke finde sted. Ligesom drukkenskab og andre laster er forbudt.
Bryllupper, trolovelser og barnedåb må bønderne holde om søndagen.
Gilder og gæstebud, samt spil og leg: Spillegilder, juleleg, fastelavnsløben og majgilder er på disse dage fuldstændig forbudt. På søgnedage er det derimod tilladt, når det almindelige bondearbejde ikke forsømmes.
Til bondebryllupper og hos kromænd må ikke være mere end 32 personer, brud og brudgom iberegnet, og der må højest gives 4 retter mad, kaffe og vin må aldeles ikke bruges og er ligeledes forbudt til barsler, barnedåb, kirkegang og ligfærd, hvor ingen mad må gives til udenbys folk. Intet bondebryllup må holdes mere end en dag, dog må 16 bryllupsgæster komme sammen på 2. dagen om aftenen kl. 6 og danse til midnat, dog må ikke her sættes på bordet. Ingen af bondestanden må bære andet tøj end hjemmegjort tøj som vadmel.
Kvindfolkene må aldeles ikke bære silketrøjer eller skørter eller silketørklæder, dog må de bære en silkehue og trøje og skørt af kramtøj, bønderne ligeledes en vest eller trøje af kramtøj”.

Det er almindeligt kendt, at disse regler ikke blev overholdt.

Hele byens befolkning blev indbudt til festen, som efter sædvane varede i 3 dage. Gårdfolkene gav alle fond, det vil sige: Smør, æg, høns, ænder, en svineskinke, en kalv, eller hvad de nu havde og bedst kunne undvære, og dertil gav de også penge i brudeskænk.
I gildesgården var før festen stor travlhed. Her blev bagt kager, smørtærter, søsterkager, småkager m. fl. og der blev brygget øl.

Ved festen blev der danset på det lerstampede ladegulv.

Så oprandt bryllupsdagen.

Til frokost samledes de indbudte.

Musikken og forriderne var allerede mødt. Der kunne være 6 eller 8 forridere.
Bryllupstoget blev arrangeret, musikken blæste op, forriderne galopperede til kirken og brudeskaren i trav bagefter.

Hele skaren gik så i kirke, hvor præsten talte til dem fra prædikestolen, og der blev ofret på sædvanlig vis. I kirken sad brudeparret ikke sammen, de sad på de pladser de havde i kirken eller måske på de forreste bænke. Brudeparret var klædt i deres fineste tøj, og bruden blev pyntet med et specielt hovedtøj.

Når højtideligheden i kirken var forbi, tog præsten med følget til hjemmet og blev derefter for at deltage i gildet.

Maden til et bondebryllup: I de to første dage spiste man som regel suppe, kogt på oksekød og høns. Kødet blev spist med peberrodssovs til. Derefter kom stegen med brun sovs.

For hver ret skulle musikken spille. Efterhånden som retterne blev spist, og musikken lød, gik spillemandsfadet rundt: 1. gang til spillemændene, 2. gang til kogekonen og ofte også til brudeparret (indsamling af penge).

Senere blev kaffen serveret.

Tredje dag var oksekødsuppen spist, og nu fik man sødsuppe og fisk.

Når spisningen var endt, samledes gæsterne på ladegulvet i forskellige hold af hensyn til pladsen. Musikken spillede op, og dansen blev indledt af forriderne og dem, der gik for borde. Så kom brudeparret, der alene dansede tre danse. Derefter kom brudemændene og brudekonerne frem. De dansede sammen med brudeparret og med hinanden tre danse, og dermed var dansen åben for alle gæsterne.
En mand havde en særlig bestilling som ølbærer. Han skulle også sørge for, at der altid var brændevin i flaskerne, og at sølvbægrene gik flittigt rundt.

Når så hele festen var til ende, fik de nygifte, hvad der var levnet, foruden brudepengene, som de modtog på bryllupsdagen, og der var gerne levnet meget, så brudeparret kunne sælge både smør og æg og foreløbig i »hvedebrødsdagene« leve af de indtægter.

Billedet viser en brud der bliver pyntet, og selv om det ikke stammer fra Vejlby, illustrerer det situationen ganske godt.

Et bryllup var en fællessag for hele ”lavet”, omgangskredsen. Billedet til højre viser en vielse i kirken.

Birthe og Niels var nu rette ægtefolk, og inden året var omme var de også blevet forældre.

De blev gift den 7. marts 1801, og 2. december samme år fik de en søn, Anders Nielsen. Denne søn blev ikke voksen, han døde allerede i 1813.

Deres næste barn var også en søn. Det var Søren Nielsen, født i 1803.

Sørens historie kan læses i afsnittet om Birthe Laursdatter og Niels Sørensens børn.

I 1804 blev familiens tredje barn født, det var Laurits Nielsen. Han døde som barn, - før 1813.

Som nummer 4 i rækken af sønner fødte Birthe Laursdatter i 1806 Peder Nielsen. Peder ”arvede” sognefogedhvervet og blev en agtværdig bonde i Vejlby. Hans historie findes ligeledes i afsnittet om børnene.

Jens Nielsen var den 5. søn, født i maj 1809, men han døde allerede i november samme år.

I 1810, den 13. september fødtes sønnen Niels Nielsen. Han er denne bogs hovedperson – ”vores” Niels Nielsen. Han var altså Birthe Laursdatter og Niels Sørensens barn nummer 6.

Hans biografi findes side 3.

Endnu et dødfødt barn blev føjet til rækken, - køn og fødselsår ukendt. Der er tale om et barn som ikke er blevet noteret i kirkebogen, men som familien havde optegnet. Det var ofte i familiens bibel eller salmebog, at den slags slægtsoplysninger blev noteret. Mange år senere skrev præsten et særligt afsnit om familien i kirkebogen.

Endelig i 1814 blev den eneste datter født. Kirsten Marie Nielsdatter hed hun. Hun blev som voksen gårdmandskone i Vejlby. Hendes historie kan også læses i afsnittet om deres børn.

I løbet af 13 år havde Birthe Laursdatter født 8 børn. Hun var ikke blevet sparet for også at miste nogle af dem.

I 1815 var der 4 børn levende, disse børn blev også voksne.

Niels Sørensen var for længst blevet en af de bønder i Vejlby man havde tillid til. Sognefoged var han blevet, og meget ofte benyttet som forlovere ved bryllupper. Som der står i kirkebogen, kunne han selv skrive under, - han kunne skrive. Slet ikke nogen selvfølge i begyndelsen af 1800-tallet.

Vejlby sogns gårde blev udskiftet i 1794.  Deres gård, Nyholm var gammel selvejergård fra 1492, men deltog selvfølgelig alligevel i udskiftningen.

I bogen om Hjortshøj-familien fortælles, at gårdejer Niels Sørensen sammen med Jacob Pedersen Hjortshøj i 1810 købte Vejlby Kirke for 11.100 Rdl. Ifølge pastor Hertel i Vejlby havde kirken indtil da haft adskillige ejere, men Jacob Hjortshøj og Niels Sørensen var fornuftige nok til at lade de øvrige gårdmænd i sognet tage del i indkøb og fordele, og kirken blev derefter fælleseje.

I 1815 skete den store katastrofe for familien. Niels Sørensen døde. Birthe og Niels havde været gift i 14 år, og han var bare 40 år. I marts 1815 stod Birthe Laursdatter i den situation at hun var nødt til at gifte sig igen, hvis hun ville blive på gården i Vejlby. Hendes børn var for små til at kunne gøre fyldest i landbruget.

Hun måtte altså være realistisk: Holde en pæn begravelse og så komme videre i et nyt ægteskab.

Ofte kom frierne af sig selv, og det var ikke sjældent at der allerede ved begravelsen blev aftalt nyt ægteskab. Det var ikke at vanære den døde, de levende skulle jo klare livet videre.

Anna Anchers fine billede af en begravelse giver stemningen videre til os i nutiden. En stor sorg – ja, men også et realistisk syn på livet og døden.

Birthe Laursdatter giftede sig – som ventet - hurtigt igen.

Hun giftede sig med den kun 22-årige Niels Bomholt, gårdmandssøn fra en af de ”gode” Vejlby-familier.

Han giftede sig med en enke der var 15 år ældre og med 4 børn. Historien gentager sig. Birthes første mand, Niels havde gjort det samme, og sådan kunne man komme ind i en gård, og det kom han.

Med Niels (Nielsen) Bomholt fik Birthe Laursdatter 4 børn:

Et dødfødt barn, Niels Nielsen Bomholt i 1817, Laurs Nielsen Bomholt i 1820. Niels Nielsen Bomholt i 1822.

Nu opstår forvirringen: To sønner der hedder nøjagtig det samme! Og fra Birthes første ægteskab var der jo ”vores” Niels Nielsen, - altså 3 drenge i samme familie med navnet Niels. Det fik præsten til i 1844 at skrive en redegørelse for familieforholdet mellem dem.

Sønnen Laurs blev kun 3 år gammel og døde i 1823.

Birthe Laursdatter var 44 år gammel da hun fødte det sidste barn. 12 fødsler var det blevet til, og hun var vel ved at være slidt? Det er nu ikke sikkert. Hun levede i hvert fald til 1843.

Den 15. april 1843 døde hun af brystbetændelse, står der i kirkebogen. Muligvis var det lungebetændelse.

Hun blev 65 år.

De 2 børn fra ægteskabet med Niels Nielsen Bomholt, som begge hed Niels Nielsen Bomholt, beskrives i afsnittet om Birthe Laursdatters børn.

Tilsyneladende giftede Niels Bomholt sig ikke igen efter Birthe Laursdatters død.

Niels Bomholt sørgede for at såvel hans egne børn som stedbørnene kom godt i gang med tilværelsen, og det vil her sige at de fik en gård. Niels Bomholt døde i 1863.

Han kom således til at opleve den store brand i Vejlby i 1855.

Søndag den 29. maj 1855 brød der brand i en halmstak ved hans gård, matr nr 33 (senere Nyholm). Branden bredte sig hurtigt til matr nr 34 (senere Vejlby Østergaard) – Birthe Laursdatters fødegård. De 2 gårde lå ved siden af hinanden. Ilden sprang over vejen og antændte matr nr 28 (senere Høvsagergård).

På mindre end 3 timer brændte 3 gårde og 9 huse.

En 18-årig tjenestekarl indebrændte på grund af en misforståelse, en pige troede han var blevet vækket af en anden).

Efter branden blev gårdene genopført, og da kom gården til at hedde Nyholm. 

Niels Bomholts gård var den sydligste af de 3 gårde der brændte.

Jorden lå der hvor nu den nordlige del af Forteparken i Vejlby er bygget.

Vestlængen som ses på billedet herover blev senere indrettet med værelser for elever på Landbrugs- og Husholdningsskolen.

Den udflyttede gård, Nyholm blev i 1971 revet ned for at gøre plads til Vejlby Centervej. På gårdens marker voksede kvarteret omkring Nyholmsvej op.

De 2 andre gårde der brændte:

Vejlby Østergaard, her efter udflytningen. Matr nr 34a Vejlby

Det var Birthe Laursdatters fødegård. Den er beskrevet nærmere

i kapitlet om hende.

Høvsagergård (Højsagergård) Matr nr 28a Vejlby

Efter branden blev den flyttet ud nord for Vejlby. Gårdens folk hørte også til familien, gift ind i Birthe Laursdatters familie. I 1855 var det Poul Nielsen Kjeldsen og Kirsten Sørensdatter der havde gården. Det var Kirstens fødegård.

Det var altså dem, der stod for genopbygningen efter branden.

Omkring 1875 overgik den til Søren Peder Bomholt, som giftede sig med en datter på gården. Han solgte en del af jorden fra.

Omkring 1900 var den på 54 tdr land.

Alle tre gårde blev altså flyttet ud og fik nu deres gårdnavne. En stor omvæltning har det været i den lille by.

Niels Nielsen Bomholt levede i 20 år efter Birthe Laursdatters død. Han nåede at se børnebørn vokse op omkring sig, før han døde i 1863, 71 år gammel.

Kortet viser, hvordan området omkring år 2000 er vokset næsten sammen til Århus-forstæder. Især i Vejlby-Risskov er det vanskeligt at finde rester af den gamle landsby.

Men kortet viser tydeligt de korte afstande mellem Vejlby-Elsted-Elev-Egå-Lisbjerg-Lystrup-Skejby-Todbjerg.

3. del

Birthe Laursdatters børn med Niels Sørensen

Her findes beskrivelser af de børn der blev voksne – dog undtaget ”vores” Niels Nielsen som er beskrevet i 1. del

Anders Nielsen 1801-1813, død 12 år gammel.

Søren Nielsen

Søren var andet barn i familien, født 7. maj 1803, død ml 1845 og 1848.

Søren Nielsen blev gårdmand i Egå.

Han var gift 3 gange.

Hans første bryllup blev holdt 19. juni 1827 og fandt sted i Egå Kirke. Bruden var datter af afdøde gårdmand Søren Frandsen i Egå.

Hun hed Inger Sørensdatter, var 25 år og havde ikke været gift før. Søren Nielsen var 24 år og havde heller ikke været gift. Forloverne ved det første bryllup var gårdmænd fra Egå.

Det er ikke undersøgt, men sandsynligt at Søren Frandsen var afgået ved døden, og at det var hendes fødehjem, de overtog. Hendes mor, Inger Jensdatter, født 1776 kom i aftægt hos dem. Hun levede stadig i 1834, men ikke i 1845.

En aftægt af den karakter var ganske almindelig. Inger Jensdatter fik lov til at blive i sit hjem, kunne hjælpe datteren med husholdningen og pasning af børnebørnene, mens de unge til gengæld skulle give hende godt ophold og en standsmæssig begravelse.

Når parterne havde det godt med hinanden, var det en ideel ordning. Men når det modsat ikke fungerede, var det strengt at være 2 generationer under samme tag.

Man har ofte sagt at tidligere boede bedsteforældrene altid hos de unge, at familierne altid bestod af flere generationer. Folketællingerne viser noget andet. Der var faktisk ikke ret mange familier, der havde bedsteforældre boende.

Inger og Søren fik en datter, Inger Marie året efter deres bryllup.

2 sønner blev født i perioden 1835-38. Der kan være flere børn derudover, men de ses ikke i Folketællingen i 1845.

Efter ca. 13 års ægteskab døde Inger.

Søren Nielsen giftede sig igen den 22. juni 1841. På dette tidspunkt var Søren Nielsen blevet skolepatron i Egå og selvfølgelig stadig gårdmand, altså nu en anset bonde i landsbyen.

Bruden, Ane Katrine Nielsdatter var 23½ år og boede stadig hjemme hos forældrene. Hun var fra Vejlby. Søren Nielsen tog altså en brud fra sit hjemsogn her ved sit andet bryllup. Forloverne var begge gårdmænd fra Vejlby: Mads Laursen og Niels Nielsen.

Ægteskabet varede kun kort. Allerede 2 år efter, i august 1843 giftede Søren Nielsen sig igen.

Man kan vel formode at Ane Katrine som så mange af sine medsøstre døde i forbindelse med en fødsel.

En fødsel var en farlig affære. Mange komplikationer kunne støde til under selve fødslen, men selv om den var vel overstået, var farerne ikke forbi. Barselsfeber og andre sygdomme kunne støde til, og hvis sygdomme spredte sig, var mor og barn særligt sårbare.

Det er ikke så mærkeligt at der var en række ritualer man skulle overholde for at forsøge at undgå de værste farer.

Men når et barn var født, og alt var i orden, skulle der være dåb, - den blev holdt straks af hensyn til alle farerne, men det var også lovbefalet at holde dåb inden 8 dage.

Efter dåben blev der holdt kirkegangsgilde. Billedet herover viser netop en barselskvindes første kirkegang efter en fødsel, det kaldtes også introduktion. En lille højtidelighed i kirken, hvor konen blev ledt ind af præsten og fulgt af de koner der havde hjulpet hende i barselstiden. Efter kirkegangen var der fest i hjemmet, og det kunne gå ret så muntert til. Barnets mor var ofte ikke med i kirke ved dåben, men her ved kirkegangsgildet var hun en af hovedpersonerne.

Ved det tredje bryllup hentede Søren sin brud i Todbjerg sogn, men hendes familie stammede nu fra Elsted.

Han var 40 år, mens bruden, Ane Nielsdatter var 23 år. Hun var datter af sognefoged og Dannebrogsmand Niels Rasmussen i Todbjerg. Ved efterforskningen af denne familie viste det sig, at Niels Rasmussen stammede fra Elsted. Historien går i den grad i ring især her.

Af denne grund vil Ane Nielsdatters familie blive behandlet særskilt senere (Under Sidelinjen Niels Rasmussen)

Forloverne var: Niels Bomholt, gårdmand i Vejlby og Sørens stedfar, samt P Nielsen, gårdmand i Røved, - hendes far var død allerede i 1820, muligvis var det broderen Poul Nielsen der var forlover.

Brylluppet fandt sted i Todbjerg, og så flyttede hun til Egå til hans gård og blev gårdmandskone.

I folketællingen for 1845 var der 9 personer i husstanden. Det var Ane og Søren, hans 3 børn fra første ægteskab, 3 tjenestekarle og 1 tjenestepige. Antallet af karle antyder at Søren Nielsen nok ikke lavede ret meget selv. Gården var stor nok til at bære de mange tjenestefolk.

I 1847-48 fødtes det eneste barn i dette sidste ægteskab, sønnen Niels Rasmussen Sørensen.

Søren Nielsen døde næsten samtidigt som denne søn blev født.

Ane Nielsdatter giftede sig i 1848 efter Sørens død med Sørens halvbror Niels. (Se denne i afsnittet om Birthe Laursdatters børn med Niels Nielsen Bomholt).

Laurits Nielsen 1804-før 1813  død  som barn.

Peder Nielsen

Peder blev født 3. november 1806 i Vejlby, død 1850 i Vejlby.

Han voksede op på gården, blev selv gårdejer i Vejlby og blev en meget agtet mand, - sognefoged og forlover ved en række bryllupper. Man arvede ikke bare hvervet som sognefoged. Det var så betydningsfuldt at man ikke gav det til en, man ikke havde tillid til.

Peder Nielsen blev selv gift den 24. juli 1829 med Anne Nielsdatter. Hun var enkekone og 34 år ved brylluppet. Peder var 23 år. Men mere vigtigt var, at hun var datter af Niels Nielsen Bomholt og Anne Sørensdatter, gårdfolk i Vejlby. De var også forældre til den Niels Nielsen Bomholt der giftede sig med hans mor, Birthe Laursdatter.

Peders stedfar, Niels Nielsen Bomholt var forlover sammen med Mads Laursen som også var gårdmand i Vejlby og halvbror til hans mor. Peder og Anne var ikke fætter og kusine, idet Peder var født i moderens første ægteskab.

Peder blev altså også gift ind i en gård. Anne Nielsdatter var en forholdsvis ung enke, så han var vel heldig i forhold til så mange andre. Hun var enke efter Niels Jensen Abild (altså familie til Birthe Laursdatter via hendes far).

Naboer og nu svigerfamilie har de respektive forældre vel været meget tilfredse. Peders far var død, og moderen Birthe Laursdatter var gift med Annes bror, Niels Bomholt, så familiebåndene var tætte. Det har selvfølgelig også været vigtigt for Birthe Laursdatter at se sine børn fra første ægteskab blive gift ind i gode familier og ind i gårde, de kunne jo ikke vente en gård i arv fra hende og hendes nye mand.

I folketællingen 1834 ses Peder Nielsens familie. Der var 11 personer i husstanden. Det var foruden Peder Nielsen og Anne Nielsdatter: Hendes 3 børn og deres fællesbarn i alderen 1 – 16 år, samt 3 tjenestekarle og 2 tjenestepiger.

Det viser at der har været ret god velstand. Så mange tjenestefolk og de 2 af Annes børn var 14 og 16 år, så der var mange voksne på gården. Men det viser også at Peder Nielsen altså i en alder af 27 år havde ansvar for en stor familie. Det var somme tider prisen for at få en god gård.

I 1845 var der 10 personer i husstanden. Nu var det foruden Peder Nielsen og Anne Nielsdatter: 2 af deres fællesbørn, Mette på 15 år og Inger på 12 år. Desuden hendes søn Niels på 27 år (stadig hjemme), samt 3 tjenestekarle og 2 tjenestepiger.

Måske var der virkelig brug for 4 voksne karle på gården, men man kan også gætte lidt på om der var noget i vejen, siden hendes søn på 27 år stadig var hjemme.

Peder Nielsen var sognefoged og skolepatron i Vejlby i 1841-44, måske længere.

Peder Nielsen og Anne Nielsdatter havde i 1845 mulighed for at gøre status og se på en stor familie, han var sognefoged og medlem af sogneforstanderskabet. Der ser ud til at have været orden i økonomien, og familiemæssigt havde de haft hinanden som ægtefolk i 16 år.

Hvervet som sognefoged er tidligere beskrevet. En skolepatron i 1845 var en skoles øverste tilsynsførende og administrative leder (i henhold til skoleloven af 1814), som regel en af sognets største grundejere, som også var medlem af skolekommissionen. Senere blev det et medlem af sognerådet, der blev udpeget til dette hverv.

Peder Nielsens døde 7. juni 1850, 44 år gammel.

Anne Nielsdatter levede i 1860 som aftægtskone og enke ved gården i Vejlby. Hun døde 7. juni 1862 som aftægtskone, 67 år gammel. Dødsårsagen blev angivet at være brystsvaghed.

Datteren Mette Marie giftede sig i 1850 med en enkemand og blev gårdmandskone i Elsted.

Den yngste dater på 27 år var da den eneste hjemme hos hende. Denne datter blev senere gift med købmand Groes-Petersen i Århus, og hun blev altså modsat reglen bybo.

På deres tid var det for længst almindeligt at børnene skulle gå i skole, 1814-skoleloven gav klare retningslinjer for skolegangen, men det skal ikke forstås som gode skoleforhold generelt.

Når børnene kom i landsbyskolen var det sikkert nogenlunde sådan som maleren Hans Smidth i billedet ovenfor har vist en landsbyskole i Jylland. Selv om skoleloven fra 1814 indførte ”ordnede forhold”, blev den langt fra opfyldt landet over. Der var ikke vilje til at bruge pengene til skole, lærer og bøger, og der var heller ikke forståelse for at boglige kundskaber kunne nytte noget.

Jens Nielsen, 1809-1809 død ca. ½ år gammel.

Niels Nielsen, 1810-1876 ”vores” Niels Nielsen, se 1. del.

Kirsten Marie Nielsdatter, 1814-1874

Hun var eneste datter af Niels Sørensen og Birthe Laursdatter og blev født kun et år før faderens død. Hun må derfor have set Niels Nielsen Bomholt som sin far. Folketællingerne viser, at han måske heller ikke selv var så nøjeregnende med familieskabet og blot kaldte alle børnene for sine børn.

Da Kirsten Marie blev døbt, havde hun fine faddere i følget. Det var fuldmægtig Woetmanns hustru der bar hende. Mette Marie Sørensdatter, Søren Møllers hustru i Bode Mølle gik hos (og holdt huen).

Fadderne var oberstløjtnant, Krigskommissær Zeuthen (stavning usikker), fuldmægtig Woetmann, forvalter Beenfort og hr. Arntzen.

Familien gik her uden for traditionen med bedsteforældre, mostre og onkler, og hun blev heller ikke opkaldt efter nogen af bedstemødrene. Følte de sig meget fine? Var de det? Eller var der andre grunde?

Ved Kirsten Maries bryllup i 1835 var det i hvert fald de velkendte forlovere: Hendes stedfar Niels Nielsen Bomholt og hendes bror Peder Nielsen, begge gårdmænd i Vejlby.

Hun var 21 år og hendes tilkommende var 35 år. Han hed Anders Jensen, født i 1799 i Lystrup, Elsted sogn, han var selvejergårdmand og enkemand. Hans forældre var Jens Pedersen og Mette Nielsdatter i Lystrup. Hans søster, Birgitte var gift med den førnævnte Dannebrogsmand, Niels Rasmussen, hvilket vil sige at familien ved ægteskaber blev dobbelt knyttet til Birthe Laursdatters børneflok.

Det skal måske lige nævnes, at der stadig i 1834 var fæstegårdmænd i Vejlby, så det var ikke uden betydning at nævne selvejerskabet.

Kirsten Marie skulle så som 21-årig flytte til hans gård i Lystrup og overtage pladsen efter hans afdøde kone. Det må have været en svær opgave. Men før det skete, blev der selvfølgelig holdt et ordentligt bryllup for dem. Det kunne Niels Nielsen Bomholt nok, og det ville han sikkert gerne gøre.

Mindst 4 børn havde Anders fra sit første ægteskab, og i løbet af 20 år fik hun selv 12 børn, så ved folketællingen i 1845 var der med tjenestefolk i alt 16 personer på gården. I 1860 var der stadig mange på gården, heraf 12 af deres sammenbragte børn. Forskellen var at nogle af de ældste børn var rejst hjemmefra, og der var kommet flere små til. Her har vi altså et eksempel på en af de virkelig store familier.

Der har været nok at gøre med børn, hus og alle de mange pligter for en gårdmandskone. Både Anders og Kirsten Marie var levende i 1860, men Anders Jensen døde i 1878, 78 år gammel, Kirsten Marie blev 60 år og døde i 1874. deres mange børns liv og levned er ikke udforsket.

Vejlby-pige i landsbydragt        og i købstadsdragt

Det er ikke et billede af Kirsten Marie, men hendes klædedragt har sikkert lignet landsbydragten.

Et dødfødt barn var det sidste af Birthe Laursdatters børn med Niels Sørensen.

4. del:

Birthe Laursdatters børn med Niels Nielsen Bomholt

Beskrivelse af de 2 af børnene der blev voksne.

Et dødfødt barn

Niels Nielsen Bomholt 1817-1869.

Han voksede op som den ældste af de levende børn i Birthe Laursdatters andet ægteskab.

I 1848 giftede han sig med enken efter sin halvbror, Søren Nielsen, flyttede til Egå og fortsatte på den gård, halvbroderen havde giftet sig ind i.

Ved deres bryllup var forloverne Peder Nielsen, gårdmand i Vejlby (hans halvbror) og Jørgen Krause, gårdmand i Egå. Det er værd at lægge mærke til, fordi Krause-familien kommer ind i Anna Nielsens slægt et helt andet sted.

Ane Nielsdatter havde været Sørens 3. kone, og de var kun været gift i 5 år. En søn blev født i dette ægteskab. Det blev ham, der fik gården.

I ægteskabet med Niels fødte Ane mindst 2 børn, og endnu i 1860 var de sammen på gården, og 3 børn boede hjemme. (Hendes søn med Søren og deres 2 fællesbørn).

Niels kaldte sig Niels Sørensen Nielsen, måske fordi der var så stor navneforvirring i familien med de 3 sønner der hed Niels Nielsen.

Husstanden var på 9 personer, heraf 2 tjenestekarle og 2 tjenestepiger.

Fra Sørens 3 ægteskaber og Anes 2 ægteskaber var der i alt 6 børn. I ægteskabet med Niels yderligere 2 børn. Der var noget at holde styr på med de familiebånd.

Ane kom oprindeligt fra Todbjerg som dannebrogsmanden, Niels Rasmussens datter. Nu sluttede hun så sit liv i Egå sogn. Dette ægteskab er endnu et eksempel på at familierne gifter sig tæt ind i hinanden. Et net af sognefogeder knytter sig sammen også på tværs af sognegrænser.

Niels Nielsen Bomholt døde i 1869, Ane langt senere sandsynligvis efter 1892. Hun blev boende på gården som aftægtskone hos sin søn.

Laurs Nielsen Bomholt, 1820-1823,  død 2½ år gammel

Niels Nielsen Bomholt, 1822-1893.

Niels Bomholt blev han kaldt, og han var ejer af matr nr 33 (gl nr 3) i Vejlby sogn, det var forældrenes gård, senere Nyholm, han overtog.

Hans søn, Anders Peder Bomholt har fortalt til Regnar Knudsens bog: Vejlby Risskov gennem tiderne, hvorfra dette foto også er hentet. Han fortalte der om folkelivet i Vejlby 1850-1900 i hverdag og fest, - en fin skildring som også har givet inspiration til denne bog. Der er også billeder af gården. De ses ved beskrivelsen af faderen.

Niels blev gift ind i en af de andre kendte Vejlby-familier: Kjeldsen-Jakobsen.

I 1847 blev han gift med Ane Kirstine Sørensdatter. Han var 25 år, hun var 23 år. Hendes forældre var Sidsel Sørensdatter og Søren Kjeldsen, gårdmand i Vejlby.

Ane Kirstine og Niels Bomholt fik mindst 5 børn, født mellem 1848 og 1858.

Niels Bomholt havde gården i Vejlby i mange år.

Gården havde været selvejergård under Århusgård (Havreballegård) siden 1492. I 1610 fandtes i Vejlby 5 selvejere og 120 fæstere.  I 1680 blev Havreballegård oprettet som baroni og blev kaldt Marselisborg.

I folketællingen fra 1834 var Ane Kirstine endnu hjemme i familien. Der er en søster hjemme foruden hende.

På dette tidspunkt var hendes far lægdsmand.

Efter faderens død i 1838 blev søsteren Kirsten gift med Poul Nielsen Kjeldsen, og de fik hendes fødegård, matr nr 28a, Højsagergaard. Hendes mor og søster blev hos dem.

Kirsten døde imidlertid omk 1845, Poul Nielsen Kjeldsen giftede sig igen, og moderen Sidsel Sørensdatter flyttede med den anden datter, Ane Kirstine  da hun blev gift med Niels Bomholt.

Ane Kirstine Sørensdatter døde før 30. juli 1872, mens Niels Bomholt blev en gammel mand, han døde i 1893, 71 år gammel.

Af deres 5 børn blev i hvert fald Anders Peder Bomholt, den yngste søn, gårdejer i Vejlby og førte Bomholt-slægten og navnet videre. Han overtog nemlig Højsagergård ved at gifte sig med en datter derfra.

De 3 andre sønner flyttede fra Vejlby og blev gårdmænd andre steder, men videreførte også navnet. Datteren Birthes skæbne er endnu ikke belyst.

Kaalbygården – en gammel gård i Vejlby

5. del: Et lille spring til en sidelinje:

Niels Rasmussen

1766-1851

Han var far til Ane Nielsdatter

Ane blev gift med 2 af Birthe Laursdatters sønner.

Niels Rasmussens kones søster blev endvidere gift med Birthe Laursdatters søn.

Niels Rasmussen var født i Elsted, boede i Todbjerg, men giftede en datter til Vejlby. Der er en mulighed for at der er flere forbindelser end hidtil dokumenteret.

Niels Rasmussen blev født i Elsted omkring 1766. Han var søn af gårdmand i Elsted, Rasmus Sørensen (f.o. 1721) og Ane Nielsdatter (f.o. 1736). I 1787 var de begge i første ægteskab.

Deres børn var førnævnte Niels Rasmussen, Christen Rasmussen (f.o. 1773) og datteren Marie Ane (Mariane) (f.o. 1770). Christen blev gift 15. juni 1796 i Elsted og blev gårdmand, Mariane var i 1801 husmands- og smedekone i Elsted.

Niels Rasmussen blev 5. september 1794 viet i Todbjerg Kirke til enken Johanne Mogensdatter. Han kom da fra Elsted, var ungkarl og giftede sig til en gård, hendes fødegård.

Heraf kan man måske gætte at broderen Christen fik fødegården i Elsted.

Johanne Mogensdatter var enke efter Niels Poulsen. De var blevet gift i Todbjerg Kirke den 20. juni 1776. I de 18 år ægteskabet varede, fik de mindst 3 børn: Mogens Nielsen (f.o. 1780), Anne Nielsdatter (f.o. 1782), Kirsten Nielsdatter (f.o. 1785) og Søren Nielsen (f.o. 1791).

Johanne Mogensdatters bror Jens Mogensen boede hos dem i 1787 og var da 20 år. I 1801 havde han selv fået familie i Todbjerg.

I 1834 havde Mogens Nielsen gård og familie i Todbjerg.

I 1801 havde Niels Rasmussen og Johanne Mogensdatter fået et fællesbarn, Niels Nielsen (f.o. 1795). Hun var da 43 år, han 35 år. De fik vist ikke flere børn sammen.

Johanne Mogensdatters far hed Mogens Jensen Ring, og i skiftet efter hans død i 1787, står der at Johanne og hendes mand havde overtaget hans gård. Den hørte under Skårupgård Gods, og det forklarer måske en del af trafikken mellem Elsted og Todbjerg.

Imidlertid døde Johanne Mogensdatter, og Niels Rasmussen giftede sig igen, denne gang med Birgitte Jensdatter. I dette ægteskab var det hende der var yngst, endda hele 23 år yngre end ham. Faktisk havde han en søn der kun var 5 år yngre end hans nye hustru.

Vielsen må have fundet sted omkring 1810.

Birgitte Jensdatter og Niels Rasmussen fik 6 børn i perioden 1811-1829. I hvert fald de 5 af dem blev selv gårdmænd i Todbjerg, Voldum, Egå.

I 1834 var han 68 år, gårdmand og sognefoged (og fra datterens bryllup og mange andre lejligheder vides det, at han også var Dannebrogsmand).

Der var i alt 10 personer i husstanden i 1834.

Af de 6 børn fra ægteskabet med Birgitte Jensdatter er Ane Nielsdatter ”vores” bindeled. Hun var den tredje-ældste af dem, født 12.august 1820. Ane Nielsdatter blev som tidligere nævnt gift med 2 af Birthe Laursdatters sønner, Søren og Niels.

Birgittes bror, Anders Jensen blev som nævnt gift med Birthe Laursdatter og Niels Sørensens datter Kirsten Marie.

Forbindelse mellem Niels Rasmussens slægt og den slægt ”vores” Niels Nielsen giftede sig ind i i Elsted?

Ja, der er masser af forbindelser, de har sikkert kendt hinanden, men det direkte forbindelsesled er ikke fundet.

Birgitte Jensdatter og Niels blev gamle sammen trods den store aldersforskel.

Niels Rasmussen blev en gammel mand på 85 år, og langt op i årene beholdt han gård og tillidshverv. Han var stadig sognefoged i 1845, da var han 79 år.

Da han døde i 1851 blev der i kirkebogen skrevet: Død af alderdom. Det var heller ikke særligt almindeligt at folk blev så gamle. Birgitte Jensdatter døde 13 år senere i 1864, 74 år gammel.

Niels Rasmussen var Dannebrogsmand. Det nævnes utallige gange i kirkebog og folketællinger.

Om Dannebrogsmænd kan oplyses: Hæderstegnet blev indstiftet som en udvidelse af Dannebrogsordenen af Frederik VI i 1808 og eksisterede indtil 1952. Kongen ønskede med Dannebrogsmændenes Hæderstegn også at kunne hædre menigmand, "sande Fortjenester, hos hvem de så findes". Ordenens synlige tegn var et sølvkors, som skulle bæres i samme bånd som et Ridderkors. Når en Dannebrogsmand døde, var det en pligt for alle på stedet værende Dannebrogsmænd at følge ham til graven. Den afdødes sølvkors skulle lægges på kisten på en sortovertrukket pude, der blev taget bort, inden kisten sænkedes i jorden.
Kong Christian IX bestemte i 1904, at Dannebrogsmændene herefter skulle indsende en levnedsbeskrivelse, og at denne skulle vedlægges et fotografi. 90 % efterkom denne bestemmelse. Levnedsbeskrivelserne med tilhørende fotografi opbevares i Ordenskapitlet, hvorfra kopier kan rekvireres.

Niels Rasmussen havde vel fået sin hædersbevisning i forbindelse med sit mangeårige virke som sognefoged. Det er da også tydeligt at han deltog i meget, var forlover, fadder og har uden tvivl været en agtet mand i sognet.

Da hans 2. kone, Birgitte kom til Todbjerg, blev hendes navn pludselig populært. Der var en hel del små piger, der nu skulle hedde Birgitte.

6. del: Niels Nielsens bedsteforældre.

Niels Nielsens mors forældre,

Birthe Laursdatters forældre og søskende.

Birthe Laursdatters forældre var Laurs Nielsen Abild og Maren Eskildsdatter, begge fra ”gamle” Vejlby-familier.

Faderens var slægtning til den ældst kendte Abild i Vejlby, nemlig smeden Rasmus Abild, som døde i 1718 og så vidt vides var stamfar til Abild’erne. Laurs voksede op på matr nr 9 i Vejlby. Den gård var en af 2 anneksgårde til præsten og lå ganske tæt på kirken. Gården var kantorgods. Det betyder at det var kirkens ejendom. Præsten benyttede nogle stuer, når han opholdt sig i Vejlby. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, at Vejlby først i 1882 fik en sognepræst der boede i sognet. Anneksgården blev senere flyttet ud og fik navnet Solvang.

Han blev selvejer af matr nr 34,  Vejlby Østergård. Han giftede sig til gården. Den var en af de 3 gårde, der brændte i 1855 og derefter blev flyttet uden for Vejlby. I Laurs’ tid lå den altså inde i Vejlby ligesom de andre gårde, mere præcist lå den over for Fiildammen i Vejlby. De 3 gårde der brændte, blev genopført uden for byen og fik da deres specielle gårdnavne. Jorden til Vejlby Østergård blev senere en del af bebyggelsen Forteparken.

I 1773 blev han viet til Maren Eskildsdatter i Vejlby Kirke. Maren var enke med en gård og 10 år ældre end Laurs. Fra det første ægteskab havde hun en spæd søn, Thomas Laursen, født omkring 1773. Hendes første mand var død i april, og i juli holdt hun bryllup med Laurs.

Maren Eskildsdatter stammede fra den store Eskildsen-Pedersen-familie som i flere hundrede år havde gårde i Vejlby.

Tilbage omkring 1700 var hendes forfar Eschild Hansen gårdfæster i Vejlby, og i årene fremover havde de en del forskellige gårde i denne familie, bl.a. Tøndegården og Skorphøjgård. Det var ikke hendes fødegård, de havde, for den blev overtaget af Marens bror, Peder Eskildsen.

I sit andet ægteskab fødte Maren 4 børn, af denne flok var Birthe Laursdatter den næstældste. To andre døtre nåede at blive voksne. En søn var dødfødt. Denne dødfødte søn var måske også årsagen til Marens død. Sønnen blev født i september 1788, og Maren blev begravet 24. september samme år. Hun blev kun 47 år gammel.

Da Maren havde været gift før og havde en søn, Tomas fra første ægteskab, blev der foretaget skifte efter hendes død. Der må også have været værdier at holde skifte med. Der var også blevet holdt skifte efter hendes første mands død. Måske havde han købt gården matr. 34 til selveje.

Efter moderens død blev Birthe og de 2 søstre små husmødre i hjemmet.

Karen (ældste datter af Maren Eskildsdatter og Laurs Nielsen Abild) blev godt gift i 1794, nemlig med Niels Rasmussen Bomholt i Vejlby. Det skal dog nævnes at hun giftede sig med en enkemand med 4 børn, så i en ung alder havde hun endnu engang fået mindreårige børn at passe og havde fået nok at se til. I de første 5 år af hendes eget ægteskab fødtes ingen børn.

Birthes far, Laurs Nielsen Abild giftede sig igen i 1791 med Berthe Madsdatter fra Årslev. De  2 sønner Niels og Mads blev født omkring 1792 og 1794. Derefter ser det ud til at Laurs igen blev enkemand, idet Berthe døde før 1801.

Ved folketællingen i 1801 var han igen enkemand, og de to døtre Anne og Birthe, samt de to små sønner var hjemme. Desuden var der 3 tjenestefolk, så der var temmelig mange voksne på gården.

På grund af hustruernes tidlige død, kunne han nok have et ønske om at de voksne døtre blev boende på gården længe. Der var stadig 2 ret små drenge, der savnede en mor. Han var vel også selv blevet vant til de voksne døtres husholdning.

Selv giftede han sig aldrig igen.

Som nævnt tidligere blev Birthe Laursdatter gift med Niels Sørensen i 1801.

Birthes far holdt bryllup igen året efter, da datteren Anne blev gift. Til forskel fra Birthe giftede Anne sig med en enkemand der var 23 år ældre end hende. Han havde til gengæld haft samme lod som hende, nemlig været gift med en meget ældre kone. Der var ingen børn født i hans første ægteskab.

Hvis man ville være med i det sociale lag blandt bønderne i sognet, var det en selvfølge at der skulle være fest, en fest var en kærkommen lejlighed til lidt afveksling i hverdagen, og et bryllup var også en lejlighed, hvor de unge i omgangskredsen blev bragt sammen. Denne familie viser tydeligt at man har værnet om standsfølelsen, det viser sig blandt andet ved de mange ægteskaber mellem beslægtede par, men det skal bemærkes at det var meget normalt at man i landsbyen havde skarpe skel mellem de forskellige ”bydelav”, og man kom ikke sammen med dem fra de andre lav.

Birthe overtog ikke gården, det gjorde hendes yngste halvbror Niels Laursen. Det har ikke været muligt at finde meget om denne søn. Han døde ung, men havde dog fået familie. Se familietavle.

De to sønner fra Laurs Nielsen Abilds sidste ægteskab: Niels (ovenfor) og

Mads Laursen, født omkring 1794. Mads gjorde som mange af sine slægtninge: Giftede sig ind i en gård ved at gifte sig med enken Inger Poulsdatter i matr. nr. 7, den senere Vejlbygård på hvis grund landbrugsskolen kom til at ligge mange år senere.

Inger havde fra sit første ægteskab 2 børn:

Datteren Ane Katrine Nielsdatter er omtalt i forbindelse med Birthe Laursdatters børn, for hun blev gift med Birthes søn Søren, men døde kun 27 år gammel. Hun boede hjemme hos moderen og stedfaderen indtil sit bryllup i 1841.

Sønnen Poul Nielsen Kjeldsen, født omkring 1813 blev også gårdejer i Vejlby.

Han er omtalt i forbindelse med Højsagergaard. Det er ganske indviklet at udrede deres familieforhold.

Inger Poulsdatter og Mads Laursen blev gamle sammen, men fik altså ingen fællesbørn.

Mads Laursen omtales i Regnar Knudsens bog som et meget fint menneske. Han var sognefoged i mange år, og som tak for sin indsats fik han et sølvbæger med inskription. Mads Laursen stiftede et lille legat til fordel for trængende i Vejlby sogn.

Omkring midten af 1850’erne havde Mads Laursen solgt sin gård og fået den godt betalt. I de sidste år af sit liv prøvede han så at gøre lidt godt for andre med nogle af pengene ved at dele ud til fattige og ved at eftergive gæld eller halvere renterne af gæld.

Lidt om gårdene:

Gårdene har sikkert lignet hinanden temmelig meget. Man klinede jo bindingsværket sammen, byggede på samme måde i en landsby.

Møddingen lå midt på gårdspladsen, og en port førte ind til gården. Porten kunne lukkes, så man var fri for uvedkommende besøg om natten.

Det kunne være tiggere og omvandrende der ville overnatte, men også nogle af de fattigste i landsbyen kunne føle sig fristet til at hente forskellige ting på gårdene.

Gårdene i Vejlby var 3- eller 4-længede.

Billedet her er Vejlby Østergård, lang tid efter branden i 1855 og udflytningen. Gården som blev betegnet som stor og smuk, nedbrændte igen i 1953.

Vejlby Østergård var omkring 1630-1720 officersgård (Ryttergods). Senere var den fæstegård under Marselisborg.

I 1718 måtte en fæstebonde Rasmus Eskesen gå fra gården. Den nye fæstebonde blev fritaget for indfæstning på grund af ”stedets slette tilstand”. Han holdt kun til 1745, hvor han måtte gå fra stedet ”formedelst armod”.

Omkring 1750 var tilstanden tilsyneladende forbedret.

Birthe Laursdatters forældre var på gården fra 1773. Hendes far blev ejer af gården.

Såvel selvejere som fæstebønder måtte udføre ægtkørsel og arbejde (hoveri). Selvejerbønderne ser ud til at have ydet noget mindre end fæstebønderne. Omkring 1740 blev hoveriet afløst af en pengeafgift, men efter 1777 blev der igen indført hoveri under Marselisborg. Endelig i 1794 blev der indgået en egentlig aftale om hoveriets omfang, uden at den dog var helt præcis. I modsætning hertil var de fleste andre bønder i Vejlby enten helt eller næsten fri for hoveri, fordi de hørte under Domkirken, stiftprovsten eller andre gejstlige.

Birthe Laursdatters yngste halvbroder, Niels Laursen overtog gården. Derefter gik den til hans søn og til sidst til dennes datter og svigersøn, der solgte den ud af slægten i 1880’erne.

Efter udflytningen blev det meste af gården grundmuret, kun længen til venstre var i bindingsværk. Ved udflytningen kom den til at ligge med en storslået udsigt over Århus bugt over til Mols og Helgenæs.

Omkring 1900 var der 50 tdr land jord. God agerjord, lidt eng og mose, den nævnes da som en god og velholdt gård. Se også billede s. 17.

 Abild-familien (Birthe Laursdatters fars familie) har givet navn til nogle af de gårde, som familien i tidens løb har beboet:

 Abildsminde, matr. nr. 18.

Abildgaard, matr nr. 19

Personer på billedet
Bagest fra venstre: Rasmus Jensen Abild (f.1869); Hans Aaby Abild (f.1868); forrest fra venstre: Inger Abild (f. Åby 1843); Birgitte Abild (f.1872); Ane Marie Abild (f. 1874); Jens Pedersen Abild (f.1838); På skødet: Edel Rasmine Abild (f.1877).

Beskrivelse
Foran den gamle gård, der brændte 1901, og derefter blev udflyttet til Norddigesvej, "Enghavegaard" (matr. nr. 26).

Billedet er taget omkring 1879. Original i Vejlby-Risskov Lokalarkiv.

Det historiske kort fra omkring 1850 viser landsbyen Vejlby med de mange gårde placeret inde i byen, og enkelte gårde der var flyttet ud.
Vejlby var oprindeligt en stor landsby.