Jeg er født den 7. februar 1907 ved Eggesø i Ejsing, Vi var syv søskende, og jeg er den yngste. De to ældste døde som små af difteritis. De kom i samme kiste. Nu er jeg den sidste, der er tilbage.
Vi var meget fattige, som alle var. Far fik 50 øre pr dag, han arbejdede ved alt muligt, tærskning, markarbejde, kort sagt alt hvad, der bød sig.
Da jeg var seks år flyttede vi til Hostrup teglværk. Både min mor og far arbejdede på teglværket, idet mor 'skilte sten' d.v.s., at hun ved at stikke tommelfingrene ned imellem stenene og vippe dem fra hinanden skulle sørge for, at de blev helt skilt ad.
Vi boede kun et år i Hostrup, derefter flyttede vi til Trindmose og fra den tid af husker jeg tørvemosen.
Året efter købte far hus i Hvidemose. Min bedstefar og mor havde to små huse i Stokholm. Far fik det ene af husene for at passe mine bedsteforældre, når de havde hjælp behov, så flyttede vi dertil.
Jeg var syv år, da jeg begyndte at rejse tørv og hjælpe med at skrue dem. De tørvemoser, jeg husker som barn, er Sønderværk og dernæst en mose som blev kaldt "Klem-i-mellem" og så "Storværk" og Mejeristens værk og sidst Møller's værk i Rønbjerg.
Når vi gik afsted til mosen, gik mor og strikkede, vi havde to geder med, som skulle græsse ved mosen, det skete også, at mor havde æbler med, som hun gik og skrællede, gederne fik skrællen og vi fik æblet. I rniddagspausen fiskede min bror og jeg, mens mor tog sig et hvil. Hun tog sine spidsnæsede træsko af og lagde med spidsene imod hinanden og brugte dem så som hovedpude.
Selv om vi var fattige, har vi aldrig sultet; vi fik kartofler og rugbrød; men kødpålæg kendte vi ikke til, skulle der noget på brødet, var det sukker.
Først gik jeg i skole i Egebjerg, der efter i en privat skole i Hvidemose. Læreren hed Rasmus Rasmussen, havde et stort rødt skæg og var en lidt ejendommelig fyr.
Jeg husker, at han fyrede i kakkelovnen hele sommeren. Vi skulle samle hans kartofler op og fik 10 øre pr spand. Når i havde samlet en spandfuld, skulle vi lægge en kartoffel til side og på den måde holdt vi regnskab med antallet af spandfulde. Senere kom jeg så i Sahlskole, hvor jeg gik til min konfirmation.
Som 12 årig begyndte jeg at arbejde i Skallesøgårds plantage, Stærk-Hans gik foran og gravede huller og så var vi et par piger, der gik bagefter og plantede.
Efter konfirmationen kom jeg ud at tjene. Min første plads var hos sadelmager Nielsen i Vinderup, hvor jeg dog kun var en måned, for så at komme ud i tørvemosen igen. Dernæst et år i Rødding, for derefter at komme til Skive, hvor jeg en sommer var hos en familie, hvor konen var syg.
De næste tre år var jeg hos rnin søsters svigerforældre, der havde en restauration i Vestergade.
Jeg var 20 år da Kristian og jeg blev gift. De første tre år boede vi i Hvidemose, så flyttede vi ind hos Kristians far i Ejsing, hvor vi var et halvt år, derefter flyttede vi til Tværmose, ind hos en de kaldte "Maren-grå-Maren". Her boede vi i 3 1/2 år, hvorefter vi flyttede til det hus i Tværmose, der blev vort hjem i 31¼ år. Da Jens Hyldgaards tørvefabrikation holdt op, fik vi et lille stykke jord, men oprindeligt var der ikke noget jord til huset.. Vores tre ældste børn blev født i Hvidemose, mens vi boede hos Maren og ti er født i Tværmose. Alle fjorten, otte piger og seks drenge, lever endnu.
Først arbejdede vi ved Bjerregaards tørvefabrik, så ved Hyldgaards værk og Skavns mose. Kristian arbejdede også ved mosen, men kom senere til at arbejde på teglværket. Børnene arbejdede i mosen fra helt små. Vi havde en overgang tre barnevogne med, i den ene lå dog vort barnebarn.
Lønnen for en hel sommer kunne være 300 kr., når hele familien arbejdede. En nabokone og jeg startede somme tider kl. halv fire om morgenen med at rejse tørv. Der var nemlig den regel, at de tørv, vi rejste, havde vi også først ret til at skrue, så det gjaldt om at komme først.
Da vi blev gift, blev Kristian medlem af landarbejdernes fagforening, Rønbjerg afd. Efter et års medlemsskab, kunne vi få 12kr i understøttelse pr. uge. Efter tre år steg det til 18 kr. pr. uge.
Der var jo kun arbejde i mosen om sommeren, men Kristian fik arbejde hos Kr. Bjerregaard i Ejsing og han skulle gå fra Hvidemose til Ejsing og retur, det skete dog, at han overnattede i Ejsing.
Da så Bjerregaard ville have lønnen sat ned til 1½ kr. pr dag, sagde Kristian, at han ligeså godt kunne blive hjemme og få socialhjælp, understøttelse kunne vi ikke få. Men efter et par dages forløb, sendte Bjerregaard sin datter med den besked, at Kristian godt kunne begynde igen til 2 kr. pr dag.
En nabo, Anders Clausen og Kristian fik engang overdraget en lille grusgrav, hvor de kunne harpe grus til kommunen og andre. Vi kunne godt få de 12 kr. til at slå til, men selvfølgelig skulle der passes på og regnes ud, om der kunne blive til to, eller kun til et pund margarine hos købmanden.
Købmand P. Løvig i Hvidemose var flink nok til at give kredit; men da regningen en gang var blevet på over 40 kr., ville han ikke mere og det var der nok ikke så meget at sige til, selv om han godt vidste, vi ville betale, når Kristian fik arbejde, men det var jo en lille forretning og han havde sikkert ikke råd til at have så mange penge til at stå ude.
Også denne vinter gik. Det blev forår og Kristian kom igen i mosen. De skulle stå og tage overjord af for 10 øre pr alen og så kunne de endda risikere, at jorden skred ned igen og de kunne begynde forfra.
Nu lidt fra tiden, da vore børn måtte begynde at hjælpe til. De kom jo med i mosen, fra de var små. Store var de ikke, men de var dygtige. Vi var nødt til at tage fat, efter som vi blev så mange. Nr. ni blev døbt, da den ældste blev konfirmeret. Der var dog en, der gerne ville skulke uden om. Nu husker jeg netop den ældste af drengene, han fik for skik at sidde på enden til vi skulle hjem, men så måtte han jo blive. Det var hårdt; men han havde opdaget, at når vi gik hjem, kom Petra Hald. Hun boede i Lærkereden, hun kom tit ikke før hen under aften, for hun ville jo have sin middagssøvn og den var ofte lang og når hun så Peder sidde der, blev han først hjulpet færdig, inden hun tog fat på sine tørv. Hun var meget rar. Det var ved Hyldgaard, vi arbejdede den gang. I Skaun arbejdede vi, til vi havde holdt sølvbryllup. Så var det også slut der.
Så havde Oskar Trængsel et lille værk på den anden side mosen, der var vi af og til, når der var lidt at lave. Samtidig var vi hos Kresten Kjeldbjerg, der havde et tørveværk i Aal, ved siden af Kristian Østergaard. Det var den sidste mose, jeg var med i. Jeg fik dårlig ryg og måtte opereres, men børnene fortsatte, først på Sevelstedbjerg og siden i Sahl helt ude ved Skallesø. Da de var færdige der ude, kom de på teglværket i Hasselholt for at skille sten. De største af drengene har også tjent på landet. Tre om ikke fire har været i "Lille Sevelsted", to i Store Sevelsted, det var gode pladser, nok kneb det måske lidt med lønnen, men de var glade for at være der. Jeg husker engang, at en af drengene havde været på udflugt og købt en lille porcelænshund med hjem, han gav den til mig med disse ord.." Den må do fo mor, hvis a så mo fo lov a blyv ved Nybo's". Det er skønne træk, som man aldrig glemmer og så vidste jeg jo også, at han var glad for at være der.
Men det var jo ikke sommer altid og det kunne måske knibe med at få tiden til at gå. De to yngste af drengene kom så til at gå lidt til hånde hos vore naboer gennem mange år, Sine og Kresten Nørgaard. Der ville de gerne være. De fortalte, at Kresten havde så mange femhundredekronersedler, at han kunne tapetsere en hel væg med dem, selv mente han dog kun over døren og der var lavt til loftet, men det gik de meget op i.
Mange har vi altid været og det er vi stadig hver søndag, men det er jo dejligt også at børnene ikke glemmer en. De kan også huske langt tilbage og når de er samlet, bliver barndomstiden altid opfrisket. Det var svære tider, men de tog ingen skade af det. De fik lært at bestille noget, der også blev til gavn for dem selv.
Vores børn i rækkefølge hedder: Lilly,Karen, Inga, Erna, Peder, Edith, Jens, Mary, Christian, Svend Aage, Aase, Ingemann, Ulrik og Ruth og om femogtyve år, kan de nok fortælle videre.
Det er tit når man i ensomme tider sidder og tænker, at mange minder kommer frem, især fra barndomstiden, jeg vil her drage nogle frem:
Jeg var ikke ret stor, da mor fortalte, at hun kun var otte år, da hun kom fra Sjælland. Hun flyttede herover med sin far, mor og søskende, men det sjællandske sprog gik aldrig fra hende. Far var fra Lem i Salling. Han havde otte søskende, som jeg alle husker meget godt. Der var især een. Han var sygehusforvalter og arrestforvarer i Odder. Han sendte altid 20 kr. til jul. Så kan jeg huske, hvor glad mor blev, det var jo små tider dengang, så det var mange penge.
Jeg husker huset ved Eggesø, som var det i dag. Det var ikke stort: en stue, soveværelse, køkken, en lille for- og baggang. Jeg forstår slet ikke, hvordan vi kunne være der. I bohave havde de et stort chatol, bord, bænk og nogle stole. I soveværelset var der de gamle stolpesenge med halm i, en trækuffert og en kommode, den var af eg, men den var så forbrændt, da det brændte det første sted, de boede.
Men solid var den. Jeg fik den da vi blev gift og jeg er i dag ked af, at den blev skiftet ud, selv om den var mere sjælden end den var køn.
Da vi som børn tumlede ved Eggesø, var der jo nøgne bakke, ingen træer undtagen dem, far plantede. Vi havde en stor have, lågen dertil var en gammel fjedermadras, som skulle flyttes når vi skulle derind. Far havde en masse kaniner, de boede ind i bakkerne, så der blev mange med tiden. Vi havde i stuen hvidskuret gulv og når mor gjorde rent, sad vi på bænken. Der skulle også males kaffe, det gjorde vi selv, det gik efter tur, der var ingen af os der var glade for det.
Vi havde geder, hvorfra vi brugte mælken, af og til hentede vi også noget hos Stinne Løvig. Hun havde en ko og en lille ejendom. Hun var gammel og havde en tjenestepige, som hed Louise, hun hentede hvid sand ved Eggesø, som de brugte til at strø på gulvet og jeg kan godt huske, at det så fint ud. Søen var meget større dengang og der var sådan en fin hvid strandbred.
Vi flyttede så til Hostrup teglværk og jeg kan godt huske, hvordan der så ud, men de huse er der jo heller ikke mere. Det var der jeg begyndte i skolen.
Der var en bro helt ud i vandet. Til den kom skibene og hentede stenene fra teglværket. Vi var nu ikke dristige når der kom et sådant skib. De var jo ikke alle danskere, der var engang een, som ville give os noget slik, men vi løb hjem, låste døren, kravlede ind under køkkenbordet og gemte os der.
Fra vi var børn og kom i skole, begyndte det svære, men vi havde jo far, han var godt lært og han huskede alt, så når det kneb, spurgte vi ham, men han sagde altid:" Væn jer til at huske hvad I læser". Der var ikke en ting, han ikke vidste, når vi spurgte ham.
Efter nogen tid flyttede vi så til Trindmose. Jeg husker tydeligt den dag vi flyttede, vi gik og havde gederne med. Jeg kan huske, vi kom forbi, hvor Anders Nørgaard boede og at de lavede tørv, det var dengang de brugte former, som skulle slæbes af to mand. Det var hårdt arbejde.
Mens vi var i Trindmose, begyndte vi ved Sønderværket, hvor vi rejste og skruede tørvene. Når vi kom hen i august, gik vi med far og mor i tyttebærheden, det varede gerne to-tre uger. Når vi kom hjem med bærrene, skulle de gøres rene og når det var gjort, rejste mor til Skive, hvor hun solgte dem. Det var trættende at gå og plukke bær, men det var jo også en god spise. Jeg tror nok, at jeg har syltet tyttebær, i alle de år jeg har været gift. Nu plukker jeg ikke selv mere, men Inga kommer hvert år med nogle til mig.
Da vi flyttede fra Trindmose til Hvidemose, gik jeg en tid i Egebjerg skole, men flyttede senere til skole i Hvidemose. Fra den tid husker jeg også, at vi arbejde for en mand fra Skive, som hed Tovgaard. Det må have været da vi ingen kaffe kunne få, for han kom tit med en pose rug, som mor brændte på panden, når så det blev malet, var det vores kaffe. Jeg husker også, vi havde et par på kost, vi kunne jo heller ikke få smør dengang, men vi fik meget grød og den ene af kostgængerne lavede alligevel et smørhul i grøden og dyppede hver gang, men det kunne mor ikke lide.
Om ham husker jeg, at han gik rundt og klinkede for folk. Han boede i en jordhytte ved Tværmose, hvor jeg kan huske, at han brændte inde. Der var vist nogen, som havde sat ild til hytten.
Det må have været for 65-67 år siden. Han var meget glad for flasken, der blev derfor også sagt, at han døde i en brandert, det var derfor, at han ikke var kommet ud.
Da vi boede i Hvidemose, var vi nabo til Stine og Jens Bak, det var et par ældre folk, der gik jeg tit om. De havde sådanne nogle gode uldtæpper på sengene, så der er jeg tit smuttet under dynen. Helt ærlige var de ikke, for når vi var gået i seng, kunne vi høre, at de tog afsted med trillebøren. De kørte hen til en tørvestak for at hente deres brændsel. De flyttede til Himmerland. Jeg savnede dem meget. De skulle jo have deres hus solgt og de satte en annonce i Skive Folkeblad:" Hus til salg på grund af skræk".- Det var en svoger, der boede nedenfor, han var bange for. Svogeren gik også under navnet "æ gal mand".