Om Asferg Mose
Af Jørgen Mark
Geologisk oprindelse:
Asferg mose er en højmose som er dannet efter sidste istid for ca. 10.000 år siden. Geologisk skelner man mellem højmoser eller forsumpningsmoser og lavmoser eller tilgroningsmoser.
Asferg mose er opstået i en hulning i landskabet som ligger ca.
Da terrænet hindrede afløb fra moseområdet er der opstået et vandmættet fugtigt område, hvor der er indvokset forskellige græsser og halvgræsser, samt alger og forskellige ikke rodfaste, højere vandplanter. I et senere stadium overvokses området med hvidmos (sphagnum sp.), som, gennem sit tykke, porøse mostæppe, er i stand til at suge vandet op over den normale vandstand i mosen, hvorved der opstår en våd masse af uomsatte plantedele, som kaldes tørv. Herom senere. Tørvedannelsen giver en højmose en svagt hvælvet overflade, hvor den er højest på midten. Heraf navnet højmose. Hvidmosset kan suge vand op til en maksimal højde af
Mosen som plantesamfund:
På den færdigdannede højmose ses tuer med tue-kogleaks og tue-kæruld. Mellem tuerne findes andre halvgræsser og nogle få arter af urteagtige planter. De tuedannende planters forekomst betinger de fastere partier af mosens overflade, og især her indfinder sig en vegetation af småbuske:hedelyng, klokkelyng, rosmarinlyng, mose-bølle, rævling og pors. Tranebær ses både i tuer og voksende med sine ranker henover mosset.
Med den menneskelige udnyttelse af mosen ændrer dette plantesamfund sig, således af lyng, buske og pioneer-træarter som birk, bævreasp og pil breder sig på de ovenfor nævnte planters bekostning.
Asferg mose rummer flere søer, og blev tidligere også kaldt Asferg sømose. Den på gamle kort benævnte: "bundløs sø", er i dag helt overvokset med en hængesæk bestående af : tørvemos, jomfruhår, soldug, kragefod, dusk-fredløs, bukkeblad, tranebær, kær-mysse, tue-kæruld samt næb-star. De andre, mindre søer i mosen skyldes overvejende tørvegravning, medens Nordre sø er af mere naturlig forekomst.
Menneskets brug af moser:
Siden ældre jernalder, dvs. siden år 400, har menneskene her i landet kendt til at skære tørv til brændselsformål. Man skar tørven ud i murstensformede stykker som siden blev tørret før den kunne bruges til brændsel. Oprindelig brugtes betegnelsen tørv om græstørv eller lyngtørv medenstørv oparbejdet i moser blev benævnt klyne. Tørv som brændsel har forskelling brændværdi.
Lavmosetørv indeholder en del mineralske bestanddele(jord) og efterlader derfor megen aske (10-20%),medens højmosetørv, som næsten udelukkende består af planterester, har en bedre brændværdi og almindeligvis giver 5% aske. Udover at levere tørv har moserne været brugt til kreaturgræsning, samt - i nyere tid- til agerdyrkning.
Størst betydning har moserne haft som leverandør af brændsel, især i egne med et beskedent skov- areal. I Asferg sogn har hver gård og hvert hus haft sin moseparcel, som skulle sikre husstanden en forsyning med brændsel. I 1942, da der blev gravet en del tørv, var der 75 lodsejere i mosen, men der tidligere været flere. I dag er lodsejernes antal nedbragt til ca. 50 ved sammenkøb af lodder. De fleste lodsejere bor i Asferg sogn, men der er lodsejere med bopæl i Nr. Borup, Bjergby, Kondrup, Fårup, Kousted, og Spentrup. Det er tænkeligt, at gårde og huse i omliggende sogne, har erhvervet sig parceller i Asferg mose, men oprindelig har moselodderne tilhørt gårde og huse i Asferg sogn.
Som nævnt er den ældste form for tørveindvinding at skære tørven med en særlig spade. Efter skæringen lægges tørvene til tørre enkeltvis på et højt og luftigt sted, inden de køres hjem til forbrug.
På et ret tidligt tidspunkt har man erfaret, at det ved æltning af tørvemassen, med eller uden tilsætning af vand, er muligt at fremstille tørv af en langt bedre kvalitet, både i henseende til brændværdi i henseende til fasthed og vejrbestandighed. Under 2. Verdenskrig (1939-45) var der mangel på olie og kul, og der blev derfor fremstillet mange tørv i Asferg mose. De fleste som tørvebriketter.
Vådæltede tørv fremstilles ved at tørvemassen skrabes op af maskiner og køres til en æltemaskine, hvor der tilsættes vand så æltemassen får karakter af en tyk vælling, som i særlige vogne køres til læggepladsen, hvor den aflægges i striber. Disse striber gennemkøres af en formemaskine, der efter
at have udjævnet massen til et
Tøræltede tørv fremstilles ved æltning af tørvemassen uden tilsætning af vand. Efter æltningen presses massen ud gennem et rektangulært mundstykke i en lang sammenhængende stang, hvoraf de enkelte tørv afskæres.
Endelig kan tørvemassen, fra større, flade arealer som er drænede, opfræses eller løsharves, hvorved der sker en fortørring af tørvemassen. Den for tørrede tørvemasse, tørvesmuldet, kan herefter opsamles og køres til en briket presse, hvor det under højt tryk formes til tørvebriketter, den mest effektive udnyttelse af tørv til brændsel. Frem til ca. 1950 fremstillede Fårup Briketfabrik tørvebriketter fra den nordlige del af Asferg Mose.
Afvanding af Asferg Mose:
Som man kan forstå af det foregående afsnit letter det gravningen af tørv, hvis mosens vandstand kan sænkes. For at gennemføre en delvis afvanding af mosen besluttede lodsejerne i Asferg Mose den 9. marts 1877 at danne et lodsejerlaug, kaldet Asferg Moseselskab, som skulle forestå arbejdet med at aflede vandet fra mosen nordud til Kåt Bæk. Arbejdet blev finansieret ved at opkræve et beløb i forhold værdien af de enkelte ejeres moselodder opgjort efter den gamle mosehartkorns- ansættelse, som for hele mosen androg 138 tdr. hartkorn. Arbejdet blev gennemført, men datidens teknik tillod ikke at grave så langt ned, at man effektivt kunne afvande mosen.
Ved krigsudbruddet i 1939 kunne man forudse et øget behov for tørvegravning, og den mest effektive måde at lave tørv på var at fremstille briketter. Denne teknik forudsatte at vandstanden sænkedes yderligere for at kunne skrabe tørvesmuld. Som et led i beskæftigelsesarbejderne underkrigen gav staten tilskud til dræningsarbejder, forudsat hovedparten af arbejdet blev udført som håndarbejde. I December 1942 vedtog en generalforsamling i Moseselskabet at igangsætte en fornyet dræning af mosen med Hedeselskabets drænafdeling som projekterende. Arbejdet skulle udføres efter Landvindingsloven, ifølge hvilken staten ydede 2/3 af projektsummen i tilskud, medens den sidste 1/3 del blev ydet som et lån med 10 års afdragstid. Arbejdet blev påbegyndt i September1944 og afsluttet i maj måned 1946. Projektets overslagssum var kr. 110.000,- men på grund af forskellige vanskeligheder og 3 gange lønstigninger i graveperioden endte de samlede omkostnin- ger på kr. 151.627,- heraf skulle lodsejerne betale kr. 50.542,-. Dræningen fungerede godt, ikke mindst fordi man denne gang fik lagt hovedafløbet 4,
Mosen brænder.
Sommmeren 1947 var usædvanlig varm og tør. I August opstår der brand i mosen. En gnist eller et henkastet cigaretskod satte ild i tørvemassen, og branden bredte sig til store dele af mosen. En sådan brand i tørvejord er meget vanskelig at slukke, fordi ilden arbejder sig ned i tørvelaget. Branden blev først endelig slukket ud på efteråret 1947 da der igen kom nedbør nok til at slukke branden. Før branden kunne man finde mange hugorme i mosen, men mange af disse dyr omkom under branden således at det i dag er en sjældenhed at finde en hugorm i Asferg mose.
Mosen som rekreativt område
Efter branden i 1947 og med briketproduktionens ophør ca. 1950 blev en del af mosearealet opdyrket til landbrugsjord. De opdyrkede arealer ligger for det meste øst for vejen gennem mosen (vasen). De opdyrkede arealer blev til græsningsarealer for Præstegården, Østervang, Svallinggaard, samt Moselund. Senere, da køerne forsvandt fra ejendommene, blev nogle af arealerne dyrket med korn men det meste af det opdyrkede ligger i dag ud som brakjord.
Mosen tjener i dag overvejende som et rekreativt område og som jagtteræn for jagtinteresserede på egnen. Moseselskabet har været i kontakt med Århus Amt for at udbygge den rekreative værdi af mosen. Amtet gav i den forbindelse udtryk for, at man gerne ville hæve vandstanden i området, for at genskabe mosen som vådområde. Hedeselskabet blev bedt om at se på mulighederne. De oplyste, at en generel vandstandshævning ville umuliggøre dyrkning af den i mosen beliggende opdyrkede jord, men også ville påvirke afvandingen af de omliggende
Moseområdet kunne dog blive smukkere end det fremtræder i dag, såfremt der blev tyndet noget mere i de fremvoksende birketræer. Det blev forsøgt engang med ledige fra Purhus Kommune. Det gav kortvarigt en forskønnelse af landskabsbilledet, men arbejdsholdet af ledige til dette formål findes ikke mere. En mulighed var måske, hvis lodsejerne lod selvskovere fælde forud mærkede træer. Herved ville der kunne skabes en motivation til at få arbejdet gjort.